Søvnløs i Brønshøj

Jeg sidder ude i den lille have i min andelsforening. Der er kaffe på min termokande, og selvom det blæser lidt ind i mellem, er her varmt i solen. Min døgnrytme er en anden, end den har været nogensinde før. Jeg har altid holdt af at stå helt tidligt op og så sidde i et roligt hjem og skrive og drikke kaffe. I og med at jeg er en solohusholdning, er der principielt set altid roligt i mit hjem, men det føles altså anderledes k. lidt i 5 om morgenen. Men siden slutningen af september har jeg haft store søvnvanskeligheder, og det påvirker mit liv på stort set alle måder. Strengt taget har jeg haft søvnproblemer siden 2017, og jeg har altid sovet let, men jeg har aldrig oplevet noget som nu.

Mit problem er sjældent, at jeg ligger og tænker. Sker det, så har jeg en del teknikker i værktøjskassen.Vejrtrækningsøvelser eller guidede meditationer virker rigtig godt. Men nej, det store problem er faktisk, når det modsatte sker. Når jeg kommer så meget ned i kroppen, at jeg pludselig virkelig kan mærke, hvad den har gået og holdt sammen på. Jeg føler angst, uro, sitren eller dirren, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at få ro på det. Mine ben føles urolige, og jeg får en helt bestemt følelse op langs rygsøjlen af angst eller utryghed, selvom det faktisk bare er en kropslig sensation og ikke tanken om angst.

Man kan nemlig godt sondre lidt. Som ung havde jeg rigtige angstanfald. Himlen faldt ned over hovedet på mig, tankerne koksede, jeg kunne ikke trække vejret, jeg begyndte at græde og så videre. Det er ikke det, der er tale om her. Det sker ikke i hovedet. Det sker i kroppen. Det føles som om, det er angst eller stress fra tidligere i mit liv, som endelig kan komme op til overfladen. Og det er forfærdeligt, for jeg kan ikke tænke mig ud af det. Ind i mellem har jeg forsøgt med nogle øvelser, hvor jeg spænder op i hele kroppen for så at forsøge at afspænde. Jeg er stået op, har lavet squats eller andre styrkeøvelser, og ind i mellem har det haft en effekt, men langt fra altid. Oftest ligger jeg bare i sengen med en rystende krop og en seng der føles som om, den dirrer under mig.

Jeg hader at miste kontrollen over min krop på den måde. Især fordi alle de gængse søvnhygiejniske principper (dejligt, mundret udtryk) ikke har nogen effekt. Det er fx dæmpet belysning, ingen kaffe efter kl. 16, slukke for skærmene, sørge for at få motion i løbet af dagen og så videre, og det er blandt andet for at fremme den naturlige træthed. Problemet er, at det er ligegyldigt, om jeg er træt eller ej. Den føromtalte angst eller uro overtager fuldkommen, helt uafhængigt af om jeg er ved at kollapse af træthed. Det er jo det, der er problemet. I øvrigt er alt dette på trods af medicin, der skal hjælpe mig med at falde i søvn (+ baldrian-te). Mit problem er ikke, at jeg ikke føler mig træt. Problemet er, at det er kroppen ligeglad med.

Disse søvnproblemer har lige nu den konsekvens, at jeg ikke har sovet ved siden af den Rødhårede mere end måske 6-7 gange siden september. Han falder ret hurtigt i søvn, og desværre kan det næsten forværre min stress over, at jeg så ikke kan falde i søvn selv. Jeg ligger ofte og vender og drejer mig en del, før jeg kan falde til ro (søvnproblemer eller ej), men hvis han ligger ved siden af og sover, føler jeg mig mere begrænset i det (også selvom han aldrig vågner af det – det er en begrænsning, der sker i mit hoved). Det betyder også, at jeg ikke kan stå tidligt op mere. Hvis jeg kun får sovet 2-3-4-5 timer, så tager jeg alt, jeg kan få. Derfor har jeg nærmest ingen dagvagter mere. Ved jeg, at jeg SKAL op næste morgen tidligt, kan det i sig selv også forværre det hele. Der er uden tvivl en angst for ikke at kunne sove eller falde i søvn, der gør det hele meget værre. Samspillet mellem den kropslige uro og så angsten for ikke at kunne sove er medvirkende til, at det har været så langvarigt. Men jeg er ved at gå til. Jeg er så frustreret og ked af det over det. Jeg vil bare gerne kunne sove.

På onsdag i næste uge har jeg en lægetid. Jeg vil tale med hende om, hvordan jeg skal komme videre. Sovemedicin har kun en kortvarig effekt (mens jeg tager det), og det er et skråplan. Problemet er et andet, og derfor er løsningen også en anden.
I skrivende stund sidder jeg og får øjne herude i haven. Når man først vågner efter klokken 9, synes jeg allerede man har mistet en stor del af dagen, haha. Men sent eller ej, det er virkelig en dejlig morgen herude, og det kan jeg i hvert fald godt nyde. I aften står den på aftenvagt, og i weekenden er det 12-timers nattevagter. Money in the bank 🙂

Kh. A-mennesket (eller noget)