Jeg vil hellere læse blogs fra 00’erne end blogs fra i dag

Den anden dag hørte jeg en podcast-episode, hvor Jamila, som står bag Journey to Launch, interviewede Jen fra Modern Frugality (hun er også en del af podcasten Frugal Friends Podcast). Frugality, som vist bedst oversættes til nøjsommelighed eller mådehold, var temaet for interviewet, og på et tidspunkt fortæller Jen, hvordan hun overhovedet kom i gang med at blogge. Mens hun og hendes mand var i gang med at betale en masse gæld af, havde hun brug for at skrive om det, der var surt og svært. Hun følte sig alene med det, og til tider var det bare så træls at skulle spare på alle pengene.
Jeg studsede længe over det, hun havde sagt. Hun var begyndt at skrive, fordi hun ville dele det svære og personlige. Ikke nødvendigvis det succesfulde eller beundringsværdige. Og det fik mig til at tænke rigtig meget over, hvilke historier jeg selv kan lide at følge med i.

Der er sket meget i den digitale verden de seneste 2o år. Fra myspace og jubii-chatten, haha, (udover de eksisterende chats på ofir fx) til facebook, der fra 2007 og frem virkelig vandt udbredelse. Sociale medier er blevet en større og nogle gange uhyggeligt integreret del af den moderne verden. Mængden af tilgængelige informationer og viden på internettet er eksploderet, og den indflydelse uheldige billeder og kritiske artikler – eller sågar bare kritiske tweets og ‘syns’ninger’ – har er jo uoverskuelig. For én som mig, der nu er i midten af trediverne, er udviklingen svær at følge med i. Derudover har jeg efterhånden heller ikke et ønske om at følge med – jeg har nok i det, jeg allerede kender.

Blogging har altid haft en særlig betydning for mig. Det var især i slutningen af 00’erne at jeg stiftede bekendtskab med blogge, og jeg elskede det fra første møde. Oftest faldt jeg over én eller andet hjemmeside, hvis vi delte den samme interesse for noget. Hobby-blogge var en favorit, men mange forskellige blev læst gennem tiden. Fælles for hver og én af dem jeg læste var, at bloggene havde det personlige perspektiv. Langt de fleste var heller ikke særligt seje eller “lækre”. Et eller flere halvpixelerede billeder var smækket op på hjemmesiden med en lettilgængelig og personlig tekst i et layout, der blev delt af mange andre blogs (wordpress og blogspot havde nogle flittigt benyttede skabeloner 🙂 ) Blog-indlæggene var tit skrevet, som blev det sagt højt. Ikke en detalje var for triviel til at dele, hvis bare det betød noget for bloggeren. Behøver jeg sige, at jeg elskede at læse dem?
De mere besøgte og “kendte” personlige blogs i dag er helt anderledes. Man følger jo med tiden og gør det, man får succes med. Forståeligt, men også ærgerligt, synes jeg. Blogsene i dag ser meget lækre og professionelle ud. De er gennemarbejdede, både i udseende og i tekst. Ofte er forfatteren bag også sit eget brand, eller også er bloggen/hjemmesiden bare en del af en indtjening, og så er der pludselig tale om en virksomhed også.

Det er også dér, hvor jeg ofte mister interessen. Det er især de blogs, der prøver at lære noget fra sig, fx som en “Guide til….” eller “Sådan holder jeg mit hjem rent og ryddet….” eller “Sådan kan jeg lære dig at blive dit sande, autentiske selv”. Emnet kan nu godt interessere mig, selvfølgelig, også selvom “ekspertisen” i min optik er lidt søgt ind i mellem. Det jeg imidlertid mister, når jeg bliver “kunde” (penge eller ej) eller modtager af bloggerens viden og service, er at vi er i øjenhøjde. Relaterbarheden forsvinder. Der er absolut ingen regler om, at en blog skal være relaterbar. Men det er uden tvivl det, jeg foretrækker.

Der er utallige undtagelser, og hvad angår personlig økonomi og budgeting, så holder jeg tit meget af gode guide-artikler.
Men jeg savner at læse blogs, der er vedkommende, fordi personen bag er vedkommende. Ikke fordi det er én, der skal lære mig noget, eller hvis liv jeg misunder. Jeg vil ikke se hvor pænt, folk bor. Jeg vil se, hvor grimt de bor! Jeg vil læse om alle de trivielle, menneskelige, upolerede hverdagsvaner og -oplevelser, jeg genkender eller undres over. Jeg elsker at høre om de ting, jeg måske ikke ville støde på eller tænke over ellers.

Skriver jeg så en blog, jeg selv ville læse?
Det er netop dette spørgsmål, jeg kom til at stille mig selv, da jeg hørte den podcast-episode, der inspirerede dette blogindlæg. Svaret kom også hurtigt til mig. Nej, det ville jeg vist ikke.

Og her ser jeg bort fra, at jeg perioder overhovedet ikke skriver herinde på bloggen. Regelmæssighed er en ret vigtig ingrediens, når det kommer til at skrive en blog. Men kigger man indholds-delen, så er svaret stadig nej.

Jeg indser, at jeg kun i meget begrænset omfang skriver om det, jeg selv holder af at læse. Det er svært at skrive om det, jeg finder udfordrende eller pinligt. Jeg kritiserer mig selv, når jeg ikke har styr på tingene, og det kan svært at skulle vise andre. Især når det er de samme ting, der igen og igen bliver ved med at være svære for mig. Og selvfølgelig behøver det ikke kun handle om, at økonomisk forandring er svær. Men det skal heller ikke kun være én lang samling af udvalgte succeser (store og små), og jeg behøver ikke kun skrive om det, der svært, når jeg først er på den anden side. Lidt for ofte er jeg faldet for den fristelse, at jeg selv påtager mig føromtalte “ekspertise”. Og der er også områder, jeg virkelig ved noget om. At lave billige madplaner med udgangspunkt i de ingredienser, man allerede har, er jeg fx rigtig god til. Men det gør mig ikke nødvendigvis god til at efterleve det selv den største del af tiden. Og den del af historien er jo også vigtig at nævne…
Skal det være relaterbart for sådan én som mig, så skal begge sider af historien også fortælles. Det vil jeg rigtig gerne øve mig på.

Det skal i øvrigt lige siges, at jeg også holder af at læse succes-historierne og af at blive inspireret og måske endda få en tro på, at jeg kan få selvsamme succes. Det absolut bedste eksempel jeg kan komme på er @Jeanettpåbudget, som mestrer en helt utrolig balance mellem at være nede på jorden og meget relaterbar og alligevel have stor succes med det, hun sætter sig for. Instagram byder i øvrigt på en bred vifte af interessante profiler, hvor folk netop skriver om deres liv lige præcis dér, hvor de er. Jeg kan bare bedre lide blogs, og der er der desværre lidt længere mellem dem, der fanger mig. Men det kan jo være, jeg med tiden kan skrive en blog, jeg selv gad at følge med i…

God dag derude.

Kh. Signe