En bank er en bank er en bank er en bank…

Uf, en besked fra banken blev lige til en vaskeægte mavepuster.
Pludselig kunne den aftale, vi havde lavet, ikke længere opfyldes. Der er kommet nye regler – der er jo krig, må man forstå – og jeg havde jo faktisk ikke bevist, at jeg kunne leve på et SU-budget – for det skulle jeg jo have gjort på forhånd, må man forstå – så desværre var den ikke længere. Som det ser ud lige nu, betyder det, at jeg ikke kan få en lavere ydelse på mit andelsboliglån mens jeg studerer. Jeg har haft denne dialog kørende med banken siden maj, men det er selvfølgelig 5 minutter i lukketid (mit studie starter i næste uge), at jeg får besked på, at det alligevel ikke er muligt med en lavere ydelse.

Først blev jeg overvældet. Hvilket i sig selv er ekstremt ydmygende, når bankrådgiveren sidder i den anden ende af telefonen. Derefter blev jeg vred. Hvilket jeg sådan set stadig er. Det gør mig vred, at jeg i så lang tid får at vide, at tallene jo ser gode ud, og det burde ikke være et problem. Jeg får tilmed et konkret tilbud på en løsning mundtligt, og “jeg sender papirer til underskrivelse om et øjeblik”. Hvorefter jeg intet modtager. I en uge prøver jeg at få fat på rådgiveren, lægger beskeder, og modtager så sidst en skriftlig besked om, at det ikke kan lade sig gøre. Og så bliver jeg enormt vred over, at jeg NU får at vide, at jeg skal bevise, at jeg kan leve på et lavt forbrug, og at min opsparing ikke har noget at sige, fordi en stor del af det er en udbetalt erstatning.

Nu overtager en anden følelse også: Stædighed. Jamen hvis jeg skal leve for 4000 kr om måneden, så må jeg gøre det. Det er set før, så selvfølgelig kan jeg det. Og nåja, så forsøger jeg at skifte bank. Jeg har dog ikke de bedste kort på hånden, fordi nu står jeg faktisk i en ny situation med en lav indkomst de næste tre år og kan ikke “bevise” særligt meget. Ugh!