Om frihed, høns og højbede

Det er ingen hemmelighed, at økonomisk uafhængighed, eller financial independence, er et fænomen, der omtales oftere og oftere. I hvert fald når man beskæftiger sig eller interesserer sig for privatøkonomi. For blot få år siden havde jeg aldrig hørt om det før (Det siger dog nok mere noget om mig, hehe), men nu støder jeg på det dagligt fx på instagram og i de bøger, jeg læser om penge.

Økonomisk uafhængighed handler i simpelhed om at skabe sig en økonomi, hvor man dækker alle sine udgifter med såkaldt passiv indkomst (og altså ikke er afhængig af at tjene penge ved at gå på arbejde). Passive indtægter er eksempelvis afkast fra investeringer eller indkomst fra husleje af en bolig, man lejer ud. Der findes garanteret flere måder at have passiv indkomst på, men det ved jeg ikke meget om. I det hele taget er denne FIRE-bevægelse (Financial Independence, Retire Early) meget ny for mig; men ikke desto mindre tillokkende. Min spirende viden om økonomisk uafhængighed forplanter sig som dybe rødder i både fremtidsdrømme og selvforståelse. Kan jeg nogensinde opnå en økonomi med en eller anden grad af økonomisk uafhængighed? Hvordan? Hvad skal jeg sætte til investering hver måned? Hvor kunne jeg skære i faste udgifter for at kunne spare mere op?

Drømmen om frihed

…Et andet logisk spørgsmål er: Er økonomisk uafhængighed så egentlig det, jeg drømmer om?
Lad mig lige starte et andet sted, før jeg svarer på det.
Da jeg var omkring ti år boede vi hos min mor i Allerød. Min mor og stedfar sad hårdt i det, og som jeg husker det, var mange ting kaotiske. En handicappet lillebror, og jeg trivedes på ingen måder i skolen, og så var min mor i bedste fald ‘bare’ rigtig stresset med et i øvrigt svigtende helbred. På et tidspunkt begyndte min mor at tale om, at hun vist nok håbede på at kunne tage et halvt års orlov eller måske gå ned på deltid, sådan at hun kunne være mere sammen med os børn. Så ville hun være hjemme, når vi kom hjem fra skole, sagde hun, og så ville hun bage boller og lave en kande te hver eftermiddag, og så kunne vi lave lektier sammen. Jeg ved ikke, hvor mange samtaler denne snak egentlig spredte sig over, men den bed sig fast og forblev et fatamorgana, der ikke ville slippe. Det skete aldrig, og jeg husker skuffelsen over at indse, at det ikke ville komme til at ske.

Selvom det var min mors opfattelse af frihed og glæde, så blev det også til min. Og stadig den dag i dag, forestiller jeg mig, at det må gøre én lykkelig. Ligesom højbede og høns i haven. Man bliver bare lykkeligere, hehe. Under alle omstændigheder forestiller jeg mig, at det må være en frihed, hvis man kan tage orlov eller arbejde på deltid… bare fordi man vil.

Tilbage til spørgsmålet: Er økonomisk uafhængighed egentlig det, jeg drømmer om?
Well, drømmen er økonomisk frihed. Og den tror jeg godt man kan opnå uden at være uafhængig. Meeeeen hvis man så kigger på forskellige definitioner af økonomisk uafhængighed, vil man se, at begrebet spænder ret vidt. Det dækker altså ikke kun over 100%-super-duper-og-total-uafhængighed, men kan også være delvist, hvor man fx har råd til kun at arbejde deltid eller tage orlov et par gange i løbet af ens arbejdsliv. Så svaret er ja.
Jeg ønsker økonomisk frihed. Og for at kunne få den, ønsker jeg dermed også en form for økonomisk uafhængighed.

Hvordan ser økonomisk frihed ud for mig?

Jeg er glad for, at jeg spurgte 🙂 For det er et spørgsmål, jeg rigtig gerne vil svare på:
Jeg drømmer om, at penge repræsenterer mulighed (og frihed) mere end bekymringer.
Jeg drømmer om, at have et kolonihavehus, et sommerhus eller måske en kassevogn, jeg kan indrette og overnatte i, så jeg skaber mig et fristed, der bare er mit.
Jeg drømmer om at kunne bruge mere tid på ting, der interesser mig, end ting der skal betale regninger. Nu har jeg dog længe været privilegeret at have et job, der også var min store interesse.
Jeg drømmer om at se noget mere af verden.
Jeg drømmer om at føle, at jeg går en tryg og sikret fremtid i møde.
Jeg drømmer om at kunne hive tid ud af kalenderen for at skrive.
….Og så videre.

Man må godt tillade sig at drømme

Det har været et paradigmeskifte at gå fra at være i slutningen af tyverne med forbrugsgæld/kviklån på mere end 400.000 kr, bo i et etværelses-lejebolig og ikke kunne finde følge med mine regninger og forpligtelser og så at være i starten-midten af trediverne med andelslejlighed, styr på budgetterne og en lille, men eksisterende opsparing til trods for, at jeg stadig bruger lidt for mange penge. Det har føltes næsten blasfemisk at begynde at drømme om en økonomisk, gunstig fremtid. Næsten som om jeg ikke fortjener det.

Til historien hører også, at jeg kom ud af min store gælds-kattepine med privilegier og ressourcer, der kom mig i hænde på grund af min fars død. Det var ikke min indsats eller fortjeneste – jeg tog blot nogle fornuftige valg på det rigtige tidspunkt. Og jeg ville bytte hver en krone for at have min far her endnu. Og det gør mig ekstremt ydmyg og taknemmelig overfor den hjælp, som de penge udgjorde. Det har taget mig tid at ændre mit eget selvbillede. For selvfølgelig fortjener jeg økonomisk stabilitet. Akkurat som alle andre.

Der er en stor værdi i at turde drømme. Og jeg siger virkelig at turde. For mig føles det blottende og sårbart at drømme om de her ting, blandt andet om at opnå FIRE. En drøm kræver ikke blot tanken. Det kræver også, at den til en vis grad er realistisk (i hvert fald, hvis den skal blive til virkelighed), men også at man tager sig selv alvorligt nok til at gå efter den. Min store frygt ved at sætte ord på mine drømme har været, at andre ikke tager mig alvorligt nok. “Se lige hende; hun har ikke engang styr på forbruget, og så tror hun selv, hun kan blive god med penge??” Klassisk jantelov, ikke?

For det meste tænker jeg ikke sådan mere. I stedet er tankerne jo fyldt op med indre billeder af havearbejde og fritgående dværghøns, et legende barn og selvfølgelig et lille drivhus, som er indrettet med lyskæder og lænestole og måske en enkelt glas vin. Idyllen vil ingen ende tage, hehe, og det er dejlige dagdrømme at have.
Det meste af formiddagen i dag sad jeg ude i haven med solcremeindsmurte stænger under en vidunderlig majsol og strikketøj og forestillede mig den frihed og glæde, fremtiden har at byde mig. Så kom Den Rødhårede også et smut ned i haven og insisterede vildt og inderligt på, at jeg skulle lytte til DR’s De Lovløse om Willard Erastus. Jeg indvilgede – mest fordi jeg håbede på, at han så ville sige ja til at købe et telt sammen med mig, som jeg virkelig drømmer om. Nå, det har han ikke sagt ja til endnu, men jeg holdt mit løfte og lyttede til den podcast; og jeg kunne slet ikke lægge den fra mig! Tip hermed givet videre.

Hav en rigtig dejlig søndag derude, hvis du læser med.
Hilsen Signe