Lørdag aften

Det er den smukkeste aften udenfor mit stuevindue, hvor det grønne konkurrerer med himlens gråblå om at optage mest plads.
En uge med 4 nattevagter er overstået, og jeg er så småt ved at komme tilbage til verden. For lidt søvn og nattevagter i almindelighed gør mig altid lidt desorienteret og helt bestemt følsom.

På det seneste er tilværelsen begyndt at føles rigtig godt. Jeg synes, der er mange ting, der begynder at falde på plads i mit liv. Jeg skal giftes. Jeg er ikke særligt spiseforstyrret. Jeg satser på, at jeg snart skal studere. Jeg stoler mere på mig selv, end jeg nogensinde har gjort før. Og der står solsikker (min yndlingsblomst) i min vindueskarm! Hvad mere kan man forlange? Men det er på de dage – når alting går godt – at jeg savner mine forældre mest. Og i dag har jeg virkelig, virkelig savnet min mor.

Sorgen over min mors død er på nogle måder mega kompliceret.
Jeg mangler hende, men jeg er glad for, at hun ikke lever og lider mere. Og når sandt skal være sandt, jeg led også frygtelig meget i de sidste to år af hendes levetid. Det er ikke noget, jeg åbner særligt meget op for, da jeg ikke ønsker at omtale min mor negativt. Men jeg kan sige så meget: Talrige, små blodpropper i hjernen medvirkede til, at hun ændrede personlighed og led en masse kognitive følger, der på flere måder kan sammenlignes med en demenssygdom. Udover de mange smerter hun havde hele tiden.
Jeg så den mor, jeg kendte, forsvinde. Tilbage var der bare et menneske, der var forpint – fysisk og mentalt – som var fanget i et sundhedsvæsen, der ikke respekterede eller rummede hende. Min mor er uden tvivl årsagen til, at jeg altid er så opsat på at skabe værdighed i min sygepleje og overfor de mennesker, jeg plejer.

De år op til hendes død er grunden til, at det hele føles så kompliceret. Jeg ville ønske, jeg bare kunne savne hende. Men en stor del af mig er også vred.

Hvorfor tog hun ikke imod hjælp?
Hvorfor lod hun sin smerte gå ud over mig?
Og hvordan helvede kan hun tillade sig at dø og efterlade mig med så stort ansvar, især i forhold til Yngsten aka min autistiske lillebror?

Det tærer på mig at savne min mor. Det tærer mig, at det føles så splittet.

Her til aften tænder jeg et lys for min mor og så lader jeg splittelse være splittelse og sender hende en kærlig tanke.
Savner dig, Mut <3