Ukategoriseret

Sygeplejersken, der også er nogens datter

Sandheden er, at jeg aldrig har prøvet noget lignende før.
Som sygeplejerske kender jeg udmærket til, at mødet med visse patienter og deres pårørende efterlader varigt indtryk i én.
Man kan også føle så stor omsorg og empati for et andet menneske, at man i én eller anden grad kan blive berørt på deres og familiens vegne. Men i denne weekend har jeg for første gang i mine snart 7 år som sygeplejerske “taget arbejdet med hjem”. Og det skriver jeg om i dette indlæg.

Det var tydeligt for mig med det samme, at min patient mindede mig om min mor på nogle måder. Vi havde desuden en utrolig kemi, og jeg er taknemmelig for, at jeg har været medvirkende til at skabe en tryg og respektfuld indlæggelse og død for hende.

Samtidig har mødet med denne kvinde sat en masse tanker i gang omkring min mor.
Min mor var på alle måder “en besværlig patient”, og hun havde mistillid og utryghed overfor hospitaler, hjemmesygepleje og så videre. Så mange gange havde hun oplevet ikke at blive mødt i øjenhøjde. De til sidst mange indlæggelser var meget angstprovokerende for hende, og jeg er også helt sikker på, at hun har været SÅ belastende at være sygeplejerske for. Hun havde hverken tilliden eller tålmodigheden. Men som hendes pårørende gennem de år var det fuldkommen umuligt at holde ud, at hun fik den følelse igen og igen og igen. Det gjorde ondt indeni, at hun skulle være bange og ikke føle sig set. Og selvom det er mere end to og et halvt år siden, trækker det lange og smertefulde tråde ind i nutiden, der stadig piner mig voldsomt.
Det er nok især på grund af min mor, at jeg finder det helt utroligt vigtigt som sygeplejerske at skabe tillid og imødekommenhed, at vise at jeg er der, og selv hvis jeg ikke er på stuen, har jeg “styr på dem” og der vil ikke kunne ske dem noget, uden at jeg opdager det, og så videre.

Førnævnte patientforløb har gjort et indtryk for mig, blandt andet fordi jeg så, at der var et stort behov for at skabe tryghed og at hun blev mødt i “øjenhøjde” – og jeg fik love til at gøre begge dele. Gennem weekendens sygepleje og samtaler med denne kvinde, er nogle ting faldet på plads indeni i forhold til min mor. Jeg fik lov til at yde den omsorg, som jeg ville ønske, min mor kunne have fået fra sine sygeplejersker. Og jeg gjorde en forskel. Ikke for min mor, men for hende.

Når man “tager arbejdet med hjem”, skal man være bevidst om, hvordan man skelner mellem de tre P’er – det professionelle, det personlige og det private. Det har været svært for mig at erkende, at jeg ikke 100% kunne bevare min professionalisme overfor mig selv. Overfor patienten tillod jeg mig selv at være personlig, men stadig professionel hele vejen igennem. Men når det begynder at berøre mig i forhold til nogle private temaer, er det min opgave at trække en grænse. Jeg kunne fx have været nødt til at bede om at pleje en anden patient i stedet for hende, hvis jeg begyndte at “se” min mor mere i sygesengen end hende. Heldigvis nåede det ikke dertil, og det er jeg glad for.

Jeg kommer aldrig til at glemme denne weekend, og jeg er og vil forblive taknemmelig for, at der er noget inde i mig der helede – gennem plejen til min patient.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.