Ukategoriseret

“Kriser er til for at man skal lære af dem”

Jeg vil indlede med dette: Jeg tror IKKE, at kriser er til for at vi skal lære noget eller udvikle os. Som var der en højere bevidsthed, der sendte os lige akkurat de prøvelser, vi netop kunne holde til eller netop “havde brug for”. Med andre ord betragter jeg ikke en krise som en læremester, der på skæbnesvanger vis dukker op, simpelt hen for at vi SKAL lære noget. Prøvelser – tab, sorg, svigt, misbrug, uretfærdighed, krig, ensomhed, osv. – er vilkår. Vilkår som rammer. Alle.

Hele mit pointe er, at der ikke er en mening med vores livsvilkår. De sker ikke, fordi X eller Y. De sker, fordi livet sker. På godt og ondt. Og ind i mellem på rigtig uretfærdig vis. For eksempel hvis vi taler om krig.

Når det så er sagt, håber jeg, at man trods sine livskriser meningsløse opståen, måske stadig kan skabe en mening i sit liv videre frem. Når nu omstændigheder og livsvilkår sker, håber jeg inderligt, at man kan rejse sig, hvor man faldt, og måske tage noget med sig, måske lære noget til de nye kapitler i ens liv.

En ting eller to om uretfærdighed

Det var først ret sent i mit liv, at jeg opdagede, at ikke alle får den samme mængde modstand i livet. Ikke alle står med samme mængde udfordringer, modgang, tab, svigt og så videre. Det må jeg bare sige. Det vækkede en følelse af uretfærdighed og – indrømmet – selvmedlidenhed, når jeg kiggede tilbage på hvor svært det var at være barn og ung for mit vedkommende, hvis jeg sammenlignede mig med udvalgte klassekammerater. Og igen, til sammenligning med udvalgte andres livsvilkår, har mit liv været en ægte svævetur på en lyserød sky. Pointen her er egentlig ikke, at nogen altid har det hårdere end én selv, og man derfor skal være taknemmelig for det man har (selvom det dog ER en virkelig god pointe). Nej, mit budskab er faktisk, at vi alle – hver og en – har så forskellige livsvilkår, at det ikke giver mening at sammenligne dem. Det ér uretfærdigt, at nogle børn vokser op med svigt, misbrug, mistillid og måske så også befinder sig i et miljø, hvor gode valg er svære at træffe. Det ér uretfærdigt, at folk skal dø for en krig, de hverken selv har startet eller tror på.

Min far blev syg med kræft og pludselig gik han fra at være en mand i sin bedste alder, der nød anerkendelse for sit arbejde og havde ro i sit liv til at være en kræftsyg. En døende kræftsyg, tilmed. Min fars kæreste var fuldkommen ude af den og snakkede meget om, hvor uretfærdigt det var, at han skulle dø. Han var sgu ret badass, min far. Han sagde: “Uretfærdigt? Det er da ikke uretfærdigt, at en mand, der har haft sådan et godt liv, skal dø. Hvis vi skal tale om uretfærdighed, så tal om de syriske familier og børn, der hver dag bliver hjemløse, forældreløse og må flygte fra deres land”. Min far døde jo, og antallet af syriske flygtninge vokser stadig.

Her kunne man også lave en pointe om, at uretfærdighed er en ret ubegribelig størrelse, men det ikke budskabet. Budskabet er faktisk, at uretfærdigt – eller ej – så sker livet alligevel. Livskriser tager ikke højde for, om verden er uretfærdig – og hvad gør man så?

 

“When life gives you lemons, make lemonade” eller “Intet er så slemt, at det ikke er godt for noget” – Nej, hvor jeg egentlig hader floskler!

Okay, så livet rammer. Det er ind i mellem noget rigtig lort. I min optik har man grundlæggende to valgmuligheder:

Lad være med at brug din livserfaring til en skid og arbejd så på at komme videre i dit liv på en eller anden måde (…når du er klar)

Brug din livserfaring til fx at finde en ny retning videre i dit liv (…når du er klar)

Den tredje mulighed er ikke at komme videre i sit liv, i hvert fald ikke med det samme. Men det er ikke altid et valg, man selv bestemmer. En belastning kan være så stor, at man en tid ikke kan andet end at forsøge at overleve.

<aside> 💡 Jeg sammenligner det med en eksplosion. Man får blændet sit syn, dækkes til af støv, det ringer for ørerne, og man har ingen jordisk chance for at orientere sig. Med tiden vil støvet lægge sig, men om man er i stand til at rejse sig og forsøge at bygge sit liv op på ny, afhænger af, hvor hårdt man faldt. Det er jo individuelt.

</aside>

Men på et eller andet tidspunkt før eller siden – håber jeg! – vil man så stå overfor ovenstående valg. Og dér forsøger jeg helt personligt altid at se på, om den oplevelse kan gøre noget godt for mig. Om jeg kan tage noget med mig.

Da mit forhold til en rigtig psykisk usund mand stoppede, overvejede jeg, om jeg kunne gøre noget aktivt for at undgå mænd som ham (Tilfældet ville, at ja, der var RIGTIG mange ting, jeg kunne gøre for at undgå hans type).

Da mine forældre døde med 10 måneders mellemrum – og der gik tid nok.. masser af tid… – blev jeg langsomt mere taknemmelig for de mennesker, jeg stadig har i mit liv. En dyb taknemmelighed, faktisk.

Og nu – altså først nu 4 år efter min lange sygemelding – begynder jeg at overveje, om jeg faktisk KAN tage noget med mig videre?

Jeg har længe følt fuldkommen håbløshed

Det har ikke været en nærtliggende tanke. Med min sygemelding fulgte mange, mange udfordringer, der til den dag i dag, gør livet besværligt. Jeg har indtil nu INTET positivt haft at sige om den belastningsreaktion, der siden har udviklet sig til en eller anden form for PTSD. Det føltes som om, min hjerne blev fuldkommen ommøbleret nærmest henover natten. Jeg kunne ikke længere finde ord eller formulere sætninger, stave eller skrive grammatisk korrekt (her skal det forstås, at det hidtil har været min spidskompetence). Jeg kunne INTET huske, og ofte kunne folk tale til mig, uden at jeg reelt kunne forstå et eneste ord, der kom ud af munden på dem.

Den dag i dag kan jeg stadig rammes af angst, flashbacks, dårlig hukommelse, dårlig, dårlig søvn, pludselig desorientering, ordtab, og så videre, og så er jeg blevet utroligt lydfølsom og forskrækkes nemt. Høje eller pludselige lyde kan igangsætte et noget-nær-angst-anfald, før jeg overhovedet opdager, at det sker. Det føles som om, at selv simple ting skal læres på ny. Det der før var nemt, er nu svært. Det jeg plejer at gøre, kan jeg ikke længere huske eller genskabe.

Og jeg har altså på ingen måder tænkt, at der nogensinde kunne komme noget godt ud af den form for eksplosion, som min sygemelding og de kognitive tab udgjorde.

Indtil jeg begyndte at læse en bog, Atomic Habits af James Clear, og pludselig fik en tanke. Med dødsfald, stress, sygemelding og angst føltes det som om, at helt mit liv blev sønderbombet og kollapsede til de rene ruiner, så selv fundamentet krakelerede. Med denne blotlagte slagmark foran mig opstår dog en uventet mulighed: Muligheden for at opbygge et liv… på ny.

Målet behøver altså ikke at være at stræbe efter at genopbygge livet, som det var (hvilket man sådan set heller ikke kan). Målet er måske snarere at forstå dette potentiale til fulde; at jeg kan bygge en ny tilværelse op. Og så er vi sgu tilbage til flosklerne. When life crashes, build af new life. Eller noget

Nye vaner, nyt liv?

Meget af mit ‘nye liv’ har allerede taget form. Alene at der er gået tid har udviklet mit liv. Men alligevel motiveres jeg af tanken om, at tage så meget ejerskab som muligt over det, jeg selv kan kontrollere, og så bygge en ny tilværelse op. De ting jeg KAN gøre noget ved, er jo en MULIGHED for mig.

Så længe har jeg følt, at jeg har slæbt efter livet i et helt umuligt tempo. Så lidt kontrol synes jeg, jeg har haft, og i lang tid har det handlet om bare at få en hverdag til at fungere. Kollegaer og venner, der er lidt ude i periferien, er nok ikke til fulde klar over, at mit liv længe har føltes sådan. “Jamen du fungerer da så godt?” “Jeg kan altså slet ikke mærke det på dig”. Nå. Hvad skal man sige til det?

I virkeligheden er det heller ikke relevant. Det vigtige her er, at jeg øjner en mulighed for at generobre roret i mit liv og begynde at arbejde med de ting, jeg ønsker for mig selv. Jeg tænker ikke på at genopfinde Signe, men bygge ovenpå Signe og udvikle mig i en retning, der er i overensstemmelse med mine nye værdier, indsigter og drømme. Og skal man tro Atomic Habits, så starter det i høj grad med ens vaner. Og det er lige præcis dér, jeg har tænkt mig at starte.

Rom blev ikke bygget på én dag (Ej, nu STOPPER jeg med det der!), og det gør mit nye liv heller ikke. Jeg ved på ingen måder, hvad slutmålet er – udover at jeg bare gerne vil være gladere. Ja, jeg vil gerne være gladere. Og hvis nu jeg kunne starte med at arbejde mig hen mod de ting jeg gerne vil have mere af (og væk fra de ting, der ikke duer), én vane ad gangen, så vil ingen af mine anstrengelser være spildt. Mega motiverende tanke… Fortsættelse følger på et tidspunkt 😊

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.