Vi skal ikke have børn sammen – del 2

Der er gået tre dage siden mit sidste indlæg, der handler om min drøm om at få et barn, hvilket min bedre halvdel ikke deler med mig. Det har taget mig halvandet år at skrive det blogindlæg, og jeg har følt en kæmpe og massiv lettelse, efter jeg fandt ordene. Min udfordring har været at nuancere de mange forskellige og til tider modsatrettede følelser, der er i spil. Jeg har været bange for at – og er stadig sårbar overfor – at skulle høre andres uforbeholdne mening, Fordi det stadig er så følsomt et emne for mig. Nogle dage føler jeg mig afvist, ikke god nok (som mor), ikke elsket nok. Og det er svært, hvis andres manglende forståelse eller normative forventninger til hvordan man gør, bekræfter den sårbarhed. Heldigvis er der også de gode dage, hvor jeg forstår, at der hverken er noget galt med mig – eller Den Rødhårede – eller at problemet er manglen på kærlighed.

Jeg har modtaget beskeder privat og i kommentarer. Jeg er blevet rost for at være modig og ærlig og stærk nok til at vælge den svære vej. Jeg har aldrig forsøgt at vælge den svære vej, tværtimod, men livet udspiller sig ind i mellem sådan. Jeg føker ikke rigtig, jeg har haft andre valgmuligheder, hvis jeg skulle være tro mod mig selv. Men det ER svært at gå mod egne og andres foventninger til ‘det rigtige liv. Og vi ved godt allesammen, at der ingen opskrift er, men vi er alle også påvirkede af den verden, vi lever i. Ja, jeg sammenligner mit liv med andre. Jeg føler til tider jalousi og vrede, fordi jeg ikke bare kan få et normalt liv – heller ikke på dette område. Normalitet er en mærkelig størrelse. Og den er mærkelig at bruge som målestok. Men efter jeg skrev dette indlæg og fik en del søde beskeder og kommentarer, har jeg haft det lidt anderledes. Det har betydet mere, end I aner, og det har tilladt mig at være ærlig og stå ved mig selv. Tak for det.

Kærlig hilsen Signe