Ukategoriseret

Tilbageblik – om sorg

For mange er døden et rigtig svært emne. Jeg forstår det sådan set godt. Det er vel egentlig også svært for mig, men samtidig er den så mærkbart et vilkår i mit liv, at den er svær at skulle ignorere. Her kommer en lille forhistorie:

I sommeren 2017 fik min far kræft og døde tre måneder senere. Så fik min stedmor kræft. Så var min mor syg på alle tænkelige måder bortset fra kræft. Indlæggelser, hjemmepleje, blodpropper i hjernen, krampeanfald, intensiv, akut blødning, mange daglige opkald, min mors ændrede personlighed. Så i sommeren 2018 døde min mor, og så i november døde min stedmor. Jeg udviklede PTSD og svær angst og var sygemeldt i 10 måneder. Jeg har kæmpet for at finde mening, lyst til at leve samtidig med at skulle være storesøster til en autisisk ung mand, der har gennemgået hele følelseregistret af vrede, sorg, pubertet, tvangstanker, købeimpulser søgen efter identitet og ord til at beskrive hvordan han har det blandt sammen i ét stort sammensurium. I foråret 2021 døde så min Tante Tut, “familiens tante” og min absolut største støtte efter mine forældres død. Og et eller andet sted i de fire år, der er gået uendeligt langsomt og uendeligt hurtigt på samme tid, står jeg stadig med fødderne på jorden. Det meste af tiden.

Jeg har tidligere haft et overvældende behov for at tale om disse år. Den trang har aftaget og er svundet ind til noget, der minder om en accept af tilværelsen. Jeg kan dog ikke adskille tingene fra hinanden. Sorg, stress, savn, vrede, ansvar, sygemelding, angst, flashbacks, meningstab, livskrise, eksistentiel udmattelse og følelsen af ikke længere at have en plads i verden. Det er jo én samlet erfaring, så når jeg taler om sorg hænger den uløseligt sammen med de andre ting. Heldigvis gør tiden sit, og det hele er blevet nemmere at tænke tilbage på. Sorgen bider mindre (de fleste dage), angsten har jeg kontrol over, jeg er tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg har fundet en form for mening igen i mange områder af mit liv. Det er en lettelse, at min livskrise ikke længere er det første, jeg har brug for at møde verden med.

I weekenden blev jeg ramt af savnet til min far. Den Rødhårede og jeg gik en kort tur oppe i Nordskoven, hvor min far som dreng har tilbragt langt det meste af sine somre. Min farmor boede i Kulhuse da jeg var lille, så hver sommer var min far, min bror (ikke den autistiske bror) og jeg dér for at holde ferie. Det førte blandt andet til mange ture ud i Nordskoven samt den traditionelle nattevandretur, hvor vi sent om aftenen tog bussen til Jægerpris, købte en isvaffel og derefter så dagslyset forsvinde, mens vi udfordrede hinanden i, hvem der turde gå ind i den udgravede gravhøj alene. Og derefter gik vi den 10-15 km lange gåtur gennem skoven tilbage til min farmor, som stod klar med natmad og dessert. Hvilke minder! Som jeg gik forbi Jægerspris slot i lørdag under nøgne, men velkendte trækroner, begyndte jeg at græde, knap som følelsen havde ramt mig. Den føltes som en mavepuster, som at være sulten men aldrig kunne få lov at spise igen. Han mangler bare så meget. Der er så mange ting, jeg gerne ville fortælle ham og vise ham. Jeg tror, han ville være stolt af mig.

Sorgen efter min far samt min Tante Tut er den nemmeste at udholde. Sorgen til min mor er forbundet med mange følelser, meget smerte, vrede. Det samme med min stedmor. Tiden op til deres død, altså i 2018, var en fuldkommen umulig tid. Jeg står tilbage med så meget vrede og følelsen af uretfærdighed overfor den måde, de behandlede mig på. Og måske kunne de ikke andet – jeg hælder til at tro på det. Men det gjorde mig så ondt, og det gør mig stadig så vred, at jeg ikke kan tale om det. Jeg ved heller ikke, om det er så vigtigt at kunne tale om det. Mit budskab er, at det komplicerer sorgen lidt. Hvor ville jeg ønske, jeg bare kunne savne dem, men alene tanken om dem er forbundet med smerte, og så er det svært rigtigt at rumme.

Nu kan jeg mærke, at jeg har skrevet nok om det.
Skål i kaffe <3

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.