“Sådan gør man jo” – Hvad min lillebror lærer mig om livet

Næste tanke: Hvorfor egentlig ikke?

Brormand kan med sin autisme og flere handicaps ikke godtage, at ”sådan gør man jo bare”. Han tager aktivt stilling til stort set alt, fordi der er intet comme-il-faut ved hans verden. Når jeg bliver irriteret eller utålmodig over, om han ikke bare kan gøre som alle andre, er det mig, der er problemet. Det er mig, der holdt op med at stille spørgsmål og tage stilling til verden.

Livet er muligvis nemmere, når man har styr på de uskrevne regler. Men ikke nødvendigvis rigtigere.

I øvrigt hører Yngsten også til en generation af unge, der i det hele taget reflekterer mere over og sætter spørgsmålstegn ved deres identitet og seksualitet og køn. Default findes ikke nødvendigvis.

Når man er nødt til at springe ud af skabet som homoseksuel, biseksuel, transkønnet og mange flere, er det vel fordi man bryder mod en norm, man ikke kan eller vil leve op til. Det kan aldrig være dem, der springer ud, der er noget galt med. Det der er noget galt med er, at vi i samfundet og verden tillader os at have forventninger, holdninger, antagelser eller krav til andres seksualitet.

Jeg er taknemmelig for, at Yngsten lærer mig at tænke ud af boksen. For at kunne møde ham i hans verden, er jeg nødt til at gå på kompromis med mine indgroede vaner og tankemønstre. Det er vigtigt at kunne give ham plads til at leve sit liv på den måde, han finder rigtig. Også selvom det betyder, at der ofte er mange sms’er at forholde sig til! 🙂