Ja, men nu vil jeg altså bare gerne være glad

Sædvanligvis sker der det samme hvert forår: Jeg føler mig pludselig fuld af energi, jeg taber mig, jeg kaster mig ud i nye hobbyer, jeg øver mig, jeg tror på, at det hele nok skal gå, jeg går i gang med længe ventede projekter og så videre.
Åbenbart tror min krop, at det er forår, for trods den grå og regnfulde februarmåned bobler og spirer det indeni. Mit tungssind er overtaget af mod og optimisme.

Jeg vil fortælle om en hændelse, jeg havde den anden dag.
Forhistorien er i al simpelhed, at jeg de seneste mange, mange måneder har været negativ og hele tiden har set det værste i alle situationer. Det har ikke været med vilje, men hele mit udsyn har været fyldt op af mismod og lede, både ved mig selv og tilværelsen. Jeg vil så gerne være glad, men hvordan kan jeg det, når alle omkring mig er idioter? Når tingene hele tiden falder til andres fordel end min?

…Så forleden aften var jeg netop mødt ind til en sidste nattevagt inden weekend. Som mine to andre kollegaer satte jeg mig og læste i patientjournalerne og fik et overblik over det forgangne døgn, planer, medicin og så videre. Én eller anden kollega før mig havde overset en ubetydelig detalje i journalen, og det gav anledning til, at jeg højt gav en ganske kritisk kommentar, som jeg forsøgte at forklæde med en latter og et uskyldigt tonefald.

Af en eller anden grund, kunne jeg med ét høre mig selv udefra. Rent faktisk så jeg l mine egne intentioner med den kommentar lysende klart: Jeg forsøgte at hævde mig selv og min egen faglighed og samtidig ventilere lidt af min negative energi. Så sikkert som hvis nogen havde siddet overfor mig og sagt det, blev jeg pludselig enormt flov.
For mit indre udspillede der sig de næste tyve minutter en lang række af hændelser fra de seneste år; det ene eksempel efter det andet, hvor jeg havde gjort noget tilsvarende. Lige pludselig forstod jeg det! Jeg forstod, at det ikke er verden, der er noget galt med. At det ikke er ALLE ANDRE, der har det godt, mens jeg bare skal knokle og lide. At jeg ikke er mere synd for end alle andre.

For eksempel har jeg utallige gange sagt en variation af følgende sætning: “Ja, men nu er vi altså nogen, der har været igennem ret svære ting, så måske skulle de lade være med at have så ondt af sig selv!”. Martyr-rollen. I guder, hvor den har det med at krybe sig ind på mig. Og uden at jeg opdager det. Så kan jeg pludselig maskere min selvmedlidenhed og offerrolle fra et belærende, selvhævdende ståsted, der er meget optaget af, hvad alle andre gør.
Men jeg så også, at negativiteten og selvmedlidenheden og surheden og til tider bitterheden jo kommer et sted fra. Jeg fik enormt meget omsorg med den Signe, der har følt verden ryste under og omkring sig. Jeg fik omsorg med datteren, der mistede sin forældre og søsteren, der evigt og altid skal rumme sin lillebror. Og jeg fik omsorg med den pige, der også har så ondt indeni, at det eneste hun kan gøre er at lade det gå ud over andre.

Der en en kæmpe gevinst ved denne erkendelse. For jeg har jo helt oprigtigt gået rundt og følt, at verden er imod mig. At alle andre har det bedre end mig. Men hvis tungssindet og negativiteten er noget, jeg selv skaber = Så betyder det, at jeg ikke behøver have det sådan! Så betyder det, at jeg måske kan tillade mig selv at være en smule gladere?

Og nu – her halvanden uge senere – slår foråret rødder i mig og spirer som en erantis, der dukker op af sneen. Det føles som en glæde, jeg ikke har følt længe. Ih, hvor det dog gør mig inderligt taknemmelig! Jeg vil faktisk bare gerne være glad. Og selvom jeg så ikke længere har en undskyldning for at have ondt af mig selv hele tiden! 😉