Ukategoriseret

Det er vist en form for selvterapi, ikke?

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som spending-addict eller shopaholic. Sådan ser jeg stadig ikke helt på det. Til trods for alle de mange impulsive køb og mit langvarige overforbrug, har den tanke faktisk aldrig strejfet mig.
Nu begynder jeg dog at overveje, om forskellene mellem de betegnelser og mig selv er så store endda.

Egentlig er det underordnet, hvad jeg kalder det. Mit forbrug har længe været kilde til frustration og selvbebrejdelser og følelsen af at være utilstrækkelig. Da jeg startede på min budgetrejse, og da profilen @budgetogbalance så dagens lys, var der rigtige mange knapper at skrue på ifht min økonomi. Jeg manglede overblik, jeg manglede system, automatisering, at få betalt forbrugslån ud… Og nåja, så var der da vist også noget med, at jeg brugte for mange penge på klatterier.
Til tider glemmer jeg mine hidtidige og talrige sejre: Jeg HAR fået overblik, automatisering, struktur, jeg har ikke længere forbrugsgæld, jeg har 10x større bevidsthed og så videre. Den udfordring der står tilbage, er den der er sværest at få bugt med – nemlig mit forbrug. Og det er derfor jeg på Budget & Balance, på både profilen og bloggen, har så meget fokus på netop det emne for tiden.

Jeg har skrevet om det i et tidligere indlæg; at min økonomi og psykiske sundhed hænger uløseligt sammen. Læs eksempelvis mit blogindlæg, hvor jeg skriver om begyndelsen til mine forbrugsvaner.
Først for få dage siden gik den helt klare sammenhæng op for mig. Jeg indså, hvor mint overforbrug stammer fra. Og jeg aner  toppen af isbjerget af de følelser, der er forbundet med de vaner. Derfor er opgøret med mit forbrug også et opgør med noget der er langt ældre, langt mere kompliceret. Hvis ikke jeg havde haft vilde forbrugsvaner, ville det nok bare være usunde alkoholvaner. Eller skøre spisevaner / opblussen i min spiseforstyrrelse. Min pointe er, at bag VANEN er der nogle følelser, jeg er nødt til at lære at forstå og kunne se på – for første gang, og én gang for alle.

Med disse mange indlæg om disse personlige emner er jeg i tvivl om, hvor læseværdige mine blogindlæg overhovedet er. De handler utroligt meget om mit eget liv og mine tankemønstre. Men i guder, det er en KÆMPE hjælp at have fundet ordene til at beskrive mine udfordringer. Det er første gang i mit liv, jeg ser det så klart. Så selvterapi eller bloggeri? – Det ved jeg ikke; men det hjælper mig. Det betragter jeg som en god ting.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.