Ukategoriseret

Når den ene skal have barn, og den anden ikke skal

Da jeg var helt ung, tænkte jeg, at jeg ikke var som alle andre. Jeg følte mig aldrig helt forstået, og jeg havde jo store drømme for mig selv, måtte man forstå. Siden har jeg erkendt, at jeg er fuldkommen ordinær og grundlæggende ønsker de samme ting som alle andre.

Der er et minde, der står ret klart for mig.
Min far og jeg krydser en gade inde i Latinerkvarteret, hvor jeg netop højt har erklæret, at jeg går ikke op i sådan noget med at blive gift, og at jeg på ingen måder er romantisk anlagt (sagt i let hånligt toneleje, naturligvis). Han standser og kigger på mig, på den mest afvæbnende måde, og siger så at han vist ikke tror, at jeg er helt ærlig overfor mig selv. Han kunne få sådan et glimt i øjet, når han udfordrede det, man lige havde sagt. Hvad end det var for at få én til at tænke, fordi han var uenig eller bare for at drille. Måske rullede jeg lidt med øjnene, men den sved også lidt. Jeg vidste godt, han havde ret.

Mit liv er på mange måder blevet simplere. Jeg går ikke lige så meget op i, hvad andre tænker, og jeg går nærmest ikke op i, hvordan man bør indrette sit liv. Eksempelvis er det ikke meget comme il-faut, der præger forholdet mellem Den Rødhårede og mig. Det er både besværligt og befriende.
Det betyder, at vi ikke “kører den ind på rutinen”, men at vi er nødt til at tage stilling til de ting, som mange andre tager som selvfølgeligheder.
Vi bor eksempelvis ikke sammen og kommer heller ikke til det. Gudskelov var vi begge helt enige om, at det er sådan, vores liv skulle indrettes. Nu vil tilfældet og heldet imidlertid, at Den Rødhårede er flyttet ind i min opgang i sommer og således bor på 2. sal (“Øvre Linderen”), to etager over mit hjem”Linderen”, som ligger i stueetagen. Det er i øvrigt mit barndomshjem, som jeg renoverede og flyttede ind i efter min fars død. Det rummer en særlig glæde, at Den Rødhårede og hans dejlige datter nu har et hjem her, fordi min far flyttede ind engang i starten af 80’erne. Det skaber en forbindelse på tværs af tid og rum, som har stor betydning for mig.

En ting der har været noget mere udfordrende at indrette er det med børn.
Kort efter vores første møde, havde vi en samtale, som vi hver især husker forskelligt.
Havde jeg forstået, hvad han havde sagt – eller havde han forstået, hvad jeg havde sagt – havde vi nok ikke været sammen i dag. Tilfældet ville, at der skulle gå to år, før det gik op for os, at vi ikke havde de samme drømme.
Den Rødhårede skal ikke have flere børn. Det skal jeg.

Uoverensstemmelsen fører flere spørgsmål med sig end svar. Og svarmulighederne er ikke entydige.
De sidste to år har budt på mange, lange og svære samtaler. Vi blev hurtigt klar over, at man hverken skal tvinge én til at få et barn, ligesom man heller ikke skal tvinge én til at lade være med at få et barn. Men hvor efterlader det os? Skal man følges ad, når man ikke deler samme drøm? Kan man?

Den Rødhårede og jeg har fra helt fra startet været enige om, at ingen kan være alt for et andet menneske. Som kæreste skal man ikke kunne indfri alle partnerens ønsker eller dække alle partnerens behov. Jeg havde dog aldrig troet, at det nogensinde ville blive så udtalt…

Vi har valgt at blive sammen og leve et liv sammen, som vi gør nu. Og vi har valgt, at jeg selvfølgelig skal have mit lille barn. Også selvom Den Rødhårede ikke skal være far til det. Det har på ingen måder været en nem beslutning. Jeg har gode dage, og jeg har dårlige dage. På de svære dage får jeg lyst til at bebrejde Den Trump-hårfarvede satan, at han for fanden ikke vil have børn. Hvad er der måske galt med mig? Hvis han virkelig elskede mig, ville han så ikke lave et barn med mig? Hvorfor er det kun mig, der skal indgå kompromiser??

På de gode dage ser det lidt anderledes ud. Man kan også se det sådan, at vi elsker hinanden SÅ meget, at vi ønsker at dele vores liv, selvom vores drøm ikke er den samme. Han vil gerne forblive min partner, min elskede, min ægtemand og være en stabil, kærlig og aktiv del af barnets liv. Heldigvis er der efterhånden flest af de dage.

I omtrent et år har jeg været søgende efter en medforælder, så vi kan få et fælles, lille regnbuebarn. Jeg har besluttet af være meget laidback omkring projektet – mit biologiske ur tikker, men ikke øredøvende højt, og jeg vil finde én, jeg kan blive venner med og har lyst til at skabe en familie med. Det er vigtigt for mig, at det hele sker i et roligt tempo.
For det første så jeg kan finde den helt rigtige far.
Men for det andet er det for at give mig selv muligheden for at følge med.
Der er en ret stor sorg forbundet med, at jeg ikke skal avle en arving med Den Rødhårede. Vi går ikke rundt sammen som vordende forældre og snakker om, hvor lykkeligt vores liv bliver, når der kommer en lille dunet ælling. Den rejse er for nuværende ret meget min, og det kan føles ensom. Men selvom jeg glæder mig til at finde en medforælder, hvor babysnak og babydrømme bliver en naturlig del af vores forhold, er der nogle veje, jeg er nødt til at gå helt selv. Accepten af vilkårene, accepten af min sorg og følelsen af at gå glip af noget, er jeg nødt til at finde. Og det går sgu ret langsomt.

 

 

 

 

 

 

 

 

5 Comments

  • Birgitte Søndergaard Fisker

    Hej Signe:)
    Tak for dit indlæg! Jeg stødte på det igennem #regnbuebarn på facebook.
    Det føles varmene at læse om andres følelser i en situation der minder om ens egen. Og samtidigt at høre nye vinkler på det alternative samliv og familieliv.
    Jeg er selv i en regnbue konstellation hvor vi prøver at blive gravide. Vi er startet op for ganske nyligt, efter et halvt års tid med at lære hinanden at kende.
    Jeg bokser selv en del med ensomheden i dette projekt. Følelsen af at glæden og forventningerne begrænses, eller lukkes inde, når man ikke deler det i hverdagen. Min medforældre og jeg set naturligvis begge meget frem til, at vores drøm kan gå i opfyldelse. Men der er en del realisme ind over, når man ikke kan være sikker på, om der kommer er resultat ud af vores anstrengelser.
    Måske er der også et ensomt element i, at omgangskredsen ikke helt forstår de vilkår man har valgt. Jeg får støttende kommentarer og ønsker om at det nok skal lykkedes fra de fleste. Men de har alligevel lidt svært ved at forstå situationen og får derved nok svært ved at deltage og vide hvordan de skal forholde sig.

    Jeg håber st du lykkedes i at finde det rigtige menneske til dit familie projekt:). Når først barnet er der, betyder alt det forudgående utroligt lidt..

    • Signe

      Kære Birgitte. Mange tak for at kommentere og for at dele din erfaring med selvsamme. Forstå mig ret, men det “glæder” mig, at du forstår ensomheden, selvom jeg ville ønske, at ingen af os behøvede at opleve den. Den er nemlig rigtig svær. Jeg vil så gerne gå rundt og dyrke og nære tanken om en baby, men det er svært at gøre alene. Især fordi jeg ikke engang er særligt skruk.

      En ting jeg dog overvejende kæmper med – selvfølgelig fordi jeg er og bliver sammen med Den Rødhårede – er ambivalensen. Hvis jeg “bare” ikke havde mødt den rigtige, havde jeg kun mig selv at “bebrejde”. Men ind i mellem rammes jeg af vrede rettet mod ham. Den ønsker jeg skal finde en plads.

      Første skridt har været at skrive dette indlæg. I samråd med ham. Jeg kan mærke, at det at kunne tale om emnet – babyuoverensstemmelse, drømmen, regnbuebarn, ensomheden, vreden – hjælper mig rigtig meget. Mon du oplever det samme?

      Tak igen for dine ord! Virkelig rart for mig.

      PS. Fandt du virkelig mit indlæg gennem Facebook, eller mente du instagram?
      😀

      Hilsen Signe

  • Birgitte Søndergaard Fisker

    Du har helt ret, det var da på Insta. Med # regnbue barn.

    Jeg kan godt forstå, at det må svært at gå rundt med den vrede/skuffelse du har overfor din partner. Det må være lidt ligesom at opleve en form for svigt, selvom han jo prøver at finde et kompromis som I begge kan leve med. Fordi hvilke følelser er egentlig de vigtigste/stærkeste? Følelsen af at ville være forældre, eller overbevisningen at man ikke vil. Jeg synes at det lyder som om, I er gode til at rumme hinandens forskellighed og følelser, og dét tegner godt for et stærk bånd:)

    Jeg er ikke selv den skrukke type, og har egentlig aldrig drømt om at blive mor. For mig drives drømmen af lysten til at være en familie. Og her er der jo en del elementer, som jeg må undvære i den konstellation jeg har valgt. Men jeg tror på at jeg får skabt noget omkring mig, som vil give mig den lykke jeg søger.

    I sidste ende læner jeg mig op ad tanken at ligegyldigt hvordan man tænker “familie”, så ender det sjældent som man forestillede sig, heller ikke for mange af dem som tager den slagne vej:)

    • Signe

      “I sidste ende læner jeg mig op ad tanken at ligegyldigt hvordan man tænker “familie”, så ender det sjældent som man forestillede sig, heller ikke for mange af dem som tager den slagne vej:)”

      Spot on.

      Og du har også ret omkring mine følelser af vrede/skuffelse. Jeg tror meget godt, det kan sidestilles med følelsen af “svigt”. Selvom han ikke har svigtet mig, ham Den Rødhårede, er det nok lidt det samme som at komme videre efter et svigt. Hvordan kan vi finde et sprog til at tale om det svære, selvom det er svært for os begge? Hvordan kan vi komme videre, hvor der er plads til ALLE følelserne, uden at én af os ikke føler sig set eller accepteret.

      Og hey, hvor er det selv mega spændende for dig. Jeg krydser for, at det lykkes med den lille baby, og at det bliver det helt rigtige for dig og din medforælder. Stort kram

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.