Når den ene skal have barn, og den anden ikke skal

Da jeg var helt ung, tænkte jeg, at jeg ikke var som alle andre. Jeg følte mig aldrig helt forstået, og jeg havde jo store drømme for mig selv, måtte man forstå. Siden har jeg erkendt, at jeg er fuldkommen ordinær og grundlæggende ønsker de samme ting som alle andre.

Der er et minde, der står ret klart for mig.
Min far og jeg krydser en gade inde i Latinerkvarteret, hvor jeg netop højt har erklæret, at jeg går ikke op i sådan noget med at blive gift, og at jeg på ingen måder er romantisk anlagt (sagt i let hånligt toneleje, naturligvis). Han standser og kigger på mig, på den mest afvæbnende måde, og siger så at han vist ikke tror, at jeg er helt ærlig overfor mig selv. Han kunne få sådan et glimt i øjet, når han udfordrede det, man lige havde sagt. Hvad end det var for at få én til at tænke, fordi han var uenig eller bare for at drille. Måske rullede jeg lidt med øjnene, men den sved også lidt. Jeg vidste godt, han havde ret.

Mit liv er på mange måder blevet simplere. Jeg går ikke lige så meget op i, hvad andre tænker, og jeg går nærmest ikke op i, hvordan man bør indrette sit liv. Eksempelvis er det ikke meget comme il-faut, der præger forholdet mellem Den Rødhårede og mig. Det er både besværligt og befriende.
Det betyder, at vi ikke “kører den ind på rutinen”, men at vi er nødt til at tage stilling til de ting, som mange andre tager som selvfølgeligheder.
Vi bor eksempelvis ikke sammen og kommer heller ikke til det. Gudskelov var vi begge helt enige om, at det er sådan, vores liv skulle indrettes. Nu vil tilfældet og heldet imidlertid, at Den Rødhårede er flyttet ind i min opgang i sommer og således bor på 2. sal (“Øvre Linderen”), to etager over mit hjem”Linderen”, som ligger i stueetagen. Det er i øvrigt mit barndomshjem, som jeg renoverede og flyttede ind i efter min fars død. Det rummer en særlig glæde, at Den Rødhårede og hans dejlige datter nu har et hjem her, fordi min far flyttede ind engang i starten af 80’erne. Det skaber en forbindelse på tværs af tid og rum, som har stor betydning for mig.

En ting der har været noget mere udfordrende at indrette er det med børn.
Kort efter vores første møde, havde vi en samtale, som vi hver især husker forskelligt.
Havde jeg forstået, hvad han havde sagt – eller havde han forstået, hvad jeg havde sagt – havde vi nok ikke været sammen i dag. Tilfældet ville, at der skulle gå to år, før det gik op for os, at vi ikke havde de samme drømme.
Den Rødhårede skal ikke have flere børn. Det skal jeg.

Uoverensstemmelsen fører flere spørgsmål med sig end svar. Og svarmulighederne er ikke entydige.
De sidste to år har budt på mange, lange og svære samtaler. Vi blev hurtigt klar over, at man hverken skal tvinge én til at få et barn, ligesom man heller ikke skal tvinge én til at lade være med at få et barn. Men hvor efterlader det os? Skal man følges ad, når man ikke deler samme drøm? Kan man?

Den Rødhårede og jeg har fra helt fra startet været enige om, at ingen kan være alt for et andet menneske. Som kæreste skal man ikke kunne indfri alle partnerens ønsker eller dække alle partnerens behov. Jeg havde dog aldrig troet, at det nogensinde ville blive så udtalt…

Vi har valgt at blive sammen og leve et liv sammen, som vi gør nu. Og vi har valgt, at jeg selvfølgelig skal have mit lille barn. Også selvom Den Rødhårede ikke skal være far til det. Det har på ingen måder været en nem beslutning. Jeg har gode dage, og jeg har dårlige dage. På de svære dage får jeg lyst til at bebrejde Den Trump-hårfarvede satan, at han for fanden ikke vil have børn. Hvad er der måske galt med mig? Hvis han virkelig elskede mig, ville han så ikke lave et barn med mig? Hvorfor er det kun mig, der skal indgå kompromiser??

På de gode dage ser det lidt anderledes ud. Man kan også se det sådan, at vi elsker hinanden SÅ meget, at vi ønsker at dele vores liv, selvom vores drøm ikke er den samme. Han vil gerne forblive min partner, min elskede, min ægtemand og være en stabil, kærlig og aktiv del af barnets liv. Heldigvis er der efterhånden flest af de dage.

I omtrent et år har jeg været søgende efter en medforælder, så vi kan få et fælles, lille regnbuebarn. Jeg har besluttet af være meget laidback omkring projektet – mit biologiske ur tikker, men ikke øredøvende højt, og jeg vil finde én, jeg kan blive venner med og har lyst til at skabe en familie med. Det er vigtigt for mig, at det hele sker i et roligt tempo.
For det første så jeg kan finde den helt rigtige far.
Men for det andet er det for at give mig selv muligheden for at følge med.
Der er en ret stor sorg forbundet med, at jeg ikke skal avle en arving med Den Rødhårede. Vi går ikke rundt sammen som vordende forældre og snakker om, hvor lykkeligt vores liv bliver, når der kommer en lille dunet ælling. Den rejse er for nuværende ret meget min, og det kan føles ensom. Men selvom jeg glæder mig til at finde en medforælder, hvor babysnak og babydrømme bliver en naturlig del af vores forhold, er der nogle veje, jeg er nødt til at gå helt selv. Accepten af vilkårene, accepten af min sorg og følelsen af at gå glip af noget, er jeg nødt til at finde. Og det går sgu ret langsomt.