Begyndelsen på mit overforbrug

TW: Psykisk sygdom, depression, spiseforstyrrelse, rusmidler, selvskade

I går blev en hyggelig køretur og en tilfældig samtale med Den Rødhårede til en pludselig og stor erkendelse.
Vi talte om planerne for mit købestop-op. Om min motivation og også om hvor meget jeg egentlig har at vinde med dette projekt. På et tidspunkt nævner jeg, at jeg faktisk engang var rigtig god til at leve på en sten, og jeg kunne få hver en krone til at strække utroligt langt. Det fik mig til at indse, mens jeg talte, hvornår og hvordan mit overforbrug startede. Den historie vil jeg forsøge at sætte ord på én gang til:

I 2010 var jeg kæreste med en mand, der var dobbelt så gammel som mig. Jeg var dybt forelsket i ham, og det var vist gengældt. Han var min første store kærlighed, og udover at være så utroligt vidunderlig (i al beskedenehed 🙂 ), havde han bare styr på tingene. Økonomisk, karrieremæssigt, emotionelt. What was not to like? Selv var jeg en helt ung dame, der havde så uendeligt mange drømme. Jeg ville være forfatter, jeg ville være skuespiller, jeg ville være politisk aktiv. Vi flyttede sammen, mens jeg studerede på Københavns universitet (det ville jeg jo også), og på det tidspunkt var tilværelsen ganske enkelt vidunderlig. Indtil jeg røg ind i en dyb depression.
Grundene til det er mange. En helt simpel forklaring på det kan være, at jeg hele mit liv havde holdt så meget sammen på mig selv – en syg mor, en handicappet lillebror, svær mobning i barndommen, følelsen af at skulle holde sammen på alt og alle, alt for store krav til mig selv, osv -, at da jeg endelig kunne slappe af, skyllede det ind over mig. Havde man spurgt min kæreste, som trods alt var medicinalforsker, var forklaringen muligvis mere simpel: Jeg måtte have en syg hjerne i ubalance. Denne opfattelse blev om muligt endnu mere bestyrket, da jeg pludselig  en aften begyndte at hallucinere. Det blev startskuddet til en 3 måneder lang indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Og nådestødet for vores forhold. Han gjorde det forbi med mig i et brev. På dette tidspunkt var jeg droppet ud af studiet, jeg var på kontanthjælp, jeg havde mistet mine drømme, min identitet, min forstand og nu også min store kærlighed. Min mor, som boede i Vejle, fandt lynhurtigt et værelse til mig i byen, så jeg kunne komme tættere på hende, og i løbet af få uger ankom jeg til Vejle og skulle starte et nyt liv.

Nogle gange glemmer jeg, hvor fuldkommen ulykkelig jeg var i denne periode. Jeg kunne ikke holde ud at leve. I en periode måtte jeg lade være med at køre bil, fordi impulserne til at køre af vejen og ind i et træ var for store. Jeg følte mig svigtet og forladt, og tilmed skyldte jeg ham pludselig 30.000 kroner for nogle udgifter, der efter min opfattelse havde været en foræring. Indtil han gjorde det forbi. For første gang i mit liv stod jeg med en gæld til en anden. Det endte med at være banken, der hjalp mig, og med ét havde jeg mit første forbrugslån.
Jeg var virkelig langt ude. Alligevel formåede jeg at passe mit nye studie som sygeplejestuderende. Det havde ikke min interesse, men jeg var overbevist om, at jeg måtte holde mig igang.
Ofte drak jeg mig fuld. Ikke sjældentt blev man tilbudt mere spændende ting, og det sagde jeg bestemt ikke nej til. Jeg havde mange meningsløse og til tider ikke så sunde affærer med random mænd. Jeg opsøgte grænseoverskridende oplevelser, så jeg kunne mærke mig selv. Eller måske undgå at mærke mig selv? Jeg fandt aldrig ud af, hvilken én det handlede mest om. Selvskade var en naturlig del af hverdagen. Dog ikke noget der efterlod varige mærker. Jeg var fortsat svært depressiv. Mine episoder med hallucinationer var nærmest ophørt, men jeg befandt mig hele tiden i en pendulering mellem dyb meningsløshed og spændingen ved at prøve grænser af. Min spiseforstyrrelse blomstrede op i disse år, og jeg følte mig så uendeligt utilstrækkelig, så skamfuld, og jeg hadede mig selv. Det var i samme periode jeg begyndte at bruge penge og oplevede glæden ved at kunne købe ting, jeg aldrig før havde tilladt mig selv. Men selvfølgelig slog pengene ikke til. Der skulle købes meget for at fylde det hul op indeni, og her kom kviklån ind i billedet. Man kunne jo have pengene på sin konto allerede en time efter, man havde ansøgt!

Erkendelsen af at mit forbrug stammer fra denne periode, er ny for mig. Hvor åbenlys den end må være, har den aldrig strejfet mine tanker så klart. Der er meget smerte forbundet med denne tid. Og skamfuldhed. Og jeg tror, at hver gang jeg forsøger at udfordre købetrangen, så er det de gamle følelser jeg mærker igen. Og det er nok meget naturligt, at hvis man føler ubehag, så vil man automatisk gøre hvad man kan for at undgå den følelse.

Tingene blev jo også bedre hen ad vejen. Tid kan gøre meget. Langsomt, uendeligt langsomt, blev mit liv lidt mere stabilt. Og så var der nogle svupsere hen ad vejen. For eksempel et par år med en rigtig usund kæreste. Kviklånene blev også ved nogle år endnu. Først i starten af året i 2017 tog jeg kontakt til en gældsrådgiver, hvilken blev første skridt mod den tilværelse jeg har nu. Jeg har stadig ingen opsparing, men jeg har ingen dumme lån, og jeg optager ikke mere gæld. Men nu ER tiden altså en anden. Jeg har brug for at se min fortid i øjnene. Jeg har brug for at hele nogle af de sår og kunne skabe varige forandringer for mit liv, emotionelt og økonomisk. Og jeg tror faktisk også på, at jeg kan.

Tak for at læse med så langt <3