Personligt

Kære Far

Det er lang tid siden, jeg har skrevet til dig.
I mandags var det min 33-års fødselsdag. Jeg satte mig ikke på bænken på kirkegården den dag, som vi egentlig havde talt om før du døde. Jeg forestiller mig, at det er okay, for dagen var fyldt til randen. Det blev  én af de bedste dage i mit liv. N friede til mig, Far. Nede på ét knæ og det hele, og han havde endda spurgt A inden, nu han ikke kunne anmode dig om min hånd.

Kan du huske dengang for efterhånden en del år siden, hvor vi talte om ægteskab? Vi gik et sted inde i Latinerkvarteret, og jeg bedyrede meget kækt, at jeg fandt ægteskab og frieri ret plat, og jeg gik i hvert fald ikke op i sådan noget. Du grinte lidt af mig og sagde, at jeg nok ikke var helt ærlig overfor mig selv. Du kendte mig meget bedre, end jeg på det tidspunkt ville indrømme. Men ja, du havde fuldkommen ret. For det har vist sig, at det virkelig er vigtigt for mig. Det gør en verden til forskel for mig, at N har lyst til at gifte sig med mig, kan jeg mærke.

Du har mødt N én gang. Faktisk var det jo på min fødselsdag, da jeg fyldte 29, dagen inden du fik en plads på hospitalet. Jeg vil til evig tid være taknemmelig for, at I to nåede at møde hinanden. At du nåede at se den mand, jeg forventer at dele mit liv med. At du nåede at se, hvor glad han gør mig.

Men det er mærkeligt du ikke er her. Det er en besynderlig ambivalens, at jeg er så lykkelig lige nu, og alligevel forstærker det sorgen over dig. Og mor, selvfølgelig også. I de her store øjeblikke i mit liv, mangler I så forbandet meget. Alligevel håber jeg i mit stille sind, at I kan se det hele et eller andet sted fra. At I ved, at jeg faktisk er lykkelig lige nu. Og ikke kun pga den ring, og den dag og N’s frieri. Men også fordi jeg er ved at finde min retning, Far. Jeg mærker det så tydeligt som nogensinde før. Jeg er faktisk helt sikker på, at du ville være stolt af den, jeg er blevet.

Hvis der er én ting jeg kunne få i hele verden, så skulle det være en time med dig. Så ville jeg lave en stor kande kaffe, og i dagens anledning ville jeg nok også åbne en flaske rødvin. Så ville jeg sætte jazz på højtaleren, og så skulle vi bare snakke. Jeg ville fortælle dig, at jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Og at jeg læser tysk som HF-fag. Og at A virkelig gør det godt og er på vej hen et rigtig godt sted i livet. Men mest af alt ville jeg bare lytte til dig. Høre på din stemme og alt du havde at fortælle. Og lige inden du skulle gå, ville jeg spørge, om du ville synge en sang for mig, ligesom du altid gjorde. Det blev vi selv enige om, at jeg aldrig var for gammel til.

Jeg savner dig og tænker sådan på dig. Men selvom du ikke her med dine alt for lange arme til at passe på mig, så er det også okay. For jeg tror faktisk, at jeg efterhånden er nået dertil, hvor jeg kan det selv.

Kærlig hilsen Signe

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *