Der skal til at ske noget nyt
I dag er en sten rullet fra mit hjerte. Fra den tyngende plads i mit bryst ruller den foran mig og baner vejen for en ny retning. Det sidste års tid har én sætning gået igen i min dagbog i forskellige variationer: “Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg bare turde gå efter det, jeg drømmer om?”. Jeg har ikke kunne svare på spørgsmålet, for jeg ved da ikke, hvad jeg drømmer om! Og jeg har ærligt talt også været for angst til at forsøge at finde ud af det.
Sorgen er min følgesvend
Hvis du har læst med tidligere på bloggen, eller kender mig fra min instagramprofil @budgetogbalance, så ved du måske, at jeg har været i en massiv krise efter 2017/2018, hvor jeg mistede fire familiemedlemmer (herunder mine forældre) på omtrent et år.
En ting er, at jeg har kæmpet for mit mentale helbred efter en massiv belastningsreaktion med angst og flashbacks – og jeg har sejret! – men en anden ting er også den eksistentielle udfordring ovenpå en sådan krise. Min verden har været præget af en dyb meningsløshed og, værre endnu, håb-løshed. Også selvom der også er gode dage. I marts i år døde så min elskede, elskede Tante Tut, og det fik mig til at indse, at selvom jeg har lært at fungere uden at være i konstant sorg, så har jeg mistet orienteringen. Både i mit eget liv og i livet i almindelighed.
For halvanden uge siden fik jeg ferie, og på helt uventet vis slog lynet ned. Omstændigheder, tilbageholdenhed, sorg, følelsen af tab, forventninger og forestillinger om andres forventninger til mig og mest af alt angst har sløret mit blik. Forståeligt. Men pludselig så jeg det klart:
Jeg vil gerne arbejde med sprog, kommunikation og formidling.
Jeg ønsker ikke at forblive sygeplejerske, både fordi jeg drømmer om at andet arbejdsliv, andre arbejdsvilkår, men også fordi sprog & formidling tænder mig rent fagligt …Og det har det altid gjort.
Med ét er angsten forduftet. Det vil have en pris at skifte spor. Det vil kræve arbejde, tid, anstrengelser, og at jeg vælger visse ting fra. Samtidig er jeg fuldkommen sikker på, at jeg får det til at ske. Fordi jeg vil det.
Sygeplejerske ved et tilfælde
I starten af tyverne fandt jeg pludselig mig selv i midten af en depression uden hjem, studie, arbejde eller kæreste. Men fandeme om jeg ville gå i stå, så jeg tog nærmest et vilkårligt studie, bare “for at holde mig i gang”.
Det blev sygepleje, og med tiden blev det da også mere og mere interessant. Anatomi og fysiologi er mega spændende, og langsomt blev det både en hobby og en identitet. Også selvom jeg tid til anden længtes efter latin- & oldgræsk-studiet på KU med en dagligdag indhyllet i grammatik og litteratur.
Gennem de seneste år har jeg virkelig famlet. Det var blevet så vigtigt for mig at vise, at jeg trods modgang og PTSD, fandeme kunne forblive sygeplejerske. Og en god én af slagsen. Jeg har jo for få måneder siden takket ja til en uddannelsesstilling som intensivsygeplejerske, og nu havde ligesom kridtet banen op for de næste år.
Derfor var det med bankende hjerte, at jeg i dag ringede til min leder. Selvom studiet først ligger et år ude i fremtiden, var det vigtigt for mig at fortælle hende det nu, inden jeg tager pladsen på intensivuddannelsen fra en anden. Hendes reaktion kom bag på mig. Hun blev så glad på mine vegne og lykønskede mig.
Så planen er, at jeg forbliver ansat på min dejlige afdeling – i hvert fald det næste år, og forhåbentlig også ind i det nye studie på mindre tid.
De næste 12 måneder...
Drømmen hedder international virksomhedskommunikation i engelsk og tysk. Da jeg rent faktisk ikke er særligt god til tysk (endnu!), går det næste år med at tage eksaminer i faget og få de sprogkompetencer, der skal til. Jeg vil gerne have den engelsk/tyske-studieretning, til dels fordi tysk er cool, til dels fordi det kommer til at åbne flere døre med to fremmedsprog. Det bliver så godt!
Økonomisk set er der også en fordel i at bruge et år på forberedelser. Jeg kan øge min opsparing og sørge for at alt er tilrettelagt til et kommende studieliv på SU.
Budget & Balance – med undertitlen “SU-edition” – vil jeg naturligvis bruge til at dokumentere denne rejse mod et nyt arbejdsliv. Over de næste 12 måneder vil jeg forsøge at arbejde målrettet med mit forbrug (især madbudgettet) som forberedelser til en anden økonomi.
Det giver mig et kæmpe fokus, at jeg har et konkret mål.
Til september 2022 vil jeg have en større opsparing (jeg skal lige regne på det præcise mål for beløb)
Jeg vil også have gennemført de to påkrævede tyskeksamener, have lagt en plan for hvor meget jeg må arbejde ved siden af og hvilke måneder jeg skal fravælge SU (da jeg ikke har klip nok) samt lægge en strategi for faste udgifter og forbruget som studerende. Nok at gå i gang med.
Til gengæld kan jeg mærke det så sikkert som Amen i kirken. Det her kommer til at ske. Jeg får det til at ske. For første gang i meget meget lang tid mærker jeg en retning; jeg kan endda se den foran mig. Nu tager jeg første skridt, og jeg vil glæde mig til at dele det herinde.
Tak hvis du har læst med så langt.
One Comment
Pingback: