Ukategoriseret

Velkommen

Velkommen til Budget & Balance

Bloggen er fortsættelsen af min instagram-profil @stiletogbudget, hvor jeg skriver om mit meget personlige arbejde mod en sundere økonomi og et liv i større balance. Balance handler om mere end en saldo på netbanken, for økonomi går efter min erfaring hånd i hånd med mental sundhed. Hvis man ikke har styr på den ene, kan det nemt komme til udtryk gennem den anden.

Den ting der absolut er sværest for mig, er at få styr på forbruget. Hvis jeg anstrenger mig, går det fint, men jeg kan dårligt tillade mig at slappe af for længe, før jeg ryger ind i gamle vaner. Jeg arbejder på at opbygge en solid opsparing sideløbende med mine sinking funds, en slags mindre opsparinger til forventede udgifter i løbet af det kommende års tid, fx jul, ferie, vinterjakke osv.
Desuden er jeg begyndt at tænke mere over fremtiden – hvad skal jeg gøre for at skabe de bedste betingelser for mest mulig frihed på længere sigt?

Men mest af alt har jeg fokus på at finde ud af, hvad der reelt giver mig værdi. Og jeg kan godt røbe, at det langsomt, men sikkert viser sig, at det ikke er ting, der gør mig glad. Aktuelt befinder jeg mig i udkanten af en livskrise, der har præget mit liv de seneste fire år. Det har fået mig til at have andre forventninger til livet end tidligere:
Det er blevet mindre vigtigt, hvordan andre betragter mig, fx. Jeg vil have gode oplevelser. Meningsfulde og ligeværdige venskaber. Jeg vil turde at drømme om fremtiden og tillade mig selv at arbejde hen mod den. Mere badning og bare tæer på græsset, mere selvforglemmelse. Jeg vil lære at sy, bygge mere overskud op som søster, lære mennesker at kende, der er anderledes end mig, finde et skrivefællesskab og bruge lidt flere penge på bedre kaffe. Kaffen er vigtig!

Og nåja, bag skærmen sidder jeg, Signe, og skriver som oftest fra mit hjem i Brønshøj. Jeg arbejder som sygeplejerske, men er bidt af en gal fjerpen og kan således ikke lade være med at skrive en masse om de ting, der fylder.
Hvis du har lyst til at læse med, skal du være meget velkommen.

Kærlig hilsen
Signe

Legal stuff: Grafik lavet med LogoMakr.com

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *